• Nu skal pengesedler også være politisk korrekte – Nationalbanken er ramt af åndelig fattigdom

    المصدر: BDK Finans / 08 سبتمبر 2024 04:01:57   America/New_York

    Måske er det dét, der sker, når man flytter fra et hus tegnet af en de mest berømte og ikoniske danske arkitekter til et kedsommeligt moderne skrummel længst ude på Langelinie Allé i København. Åndelig fattigdom. Det er i hvert fald det, som synes at have ramt Danmarks Nationalbank, som lige nu midlertidigt er i eksil fra Arne Jacobsens enestående hus i Havnegade ved siden af Holmens Kirke og med den delvis nedbrændte børsbygning og Christiansborg foran sig. Vi skal have nye pengesedler i stedet for de gamle. Erkendt, det er måske mest noget, der interesserer den ældre generation, som stadig bruger fysiske penge. Og dog. I en verden, hvor vi skal være så beredte, at vi skal have en beredskabsminister, så vil en af anbefalingerne fra Torsten Schack Pedersen (V) sikkert snart være at have en stabel sedler liggende ved side af dåsemaden og tændstikkerne. Man kan også vende det hele lidt på hovedet og sige, at Nationalbanken med deres kommende seddelserie har alletiders chance for at give pengesedlerne en lille renæssance, hvis de er så smukke og unikke, at vi ligefrem gerne vil have dem i lommen. Sedler er kunsthåndværk. Desværre er de også ved at forsvinde. Måske er det sidste gang, at Nationalbanken trykker dem. Hvem ved? Tusindkronesedlen med forfatterinden Thomasine Gyllembourg blev i 1996 kåret til verdens smukkeste pengeseddel. Det er sedlen, hvor tegneren Ib Andersen har illustreret bagsiden med det herligste lille egern. I månedsvis har Nationalbanken bygget op til, hvad der skete fredag. Her blev det afsløret, hvad der skal pryde forsiden og bagsiden på de pengesedler, som ser dagens lys i 2028. Det er godt at gøre sig umage. Og det må man søreme sige, at Nationalbanken har gjort. Næsten for meget. I deres fine publikation får man en alenlang redegørelse for den helt enorme proces med at vælge en bedrift og en person, som skal pryde pengesedlen. 37 kulturinstitutioner, herunder eksempelvis Kongernes Samling, Louisiana og Dansk Arkitektur Center, har været inviteret til at komme med forslag, og 27 af dem benyttede sig af muligheden. Og tilmed har Nationalbanken i sit arbejde fremlagt ekspertgruppens bruttoliste over, hvilken bedrift og hvilken person der skulle på sedlerne. 76.000 danskere har svaret på Nationalbankens spørgeundersøgelse. Det var pænt af dem. De valgte H.C. Andersen og eventyr, Tycho Brahe og astronomi, Tove Ditlevsen og barndommens gade, Arne Jacobsen og dansk arkitektur og design, Inge Lehmann og jordens kerne, Marie Krogh og behandling af diabetes, Arnarulunnguaq og Thule-ekspeditionen samt Benny Andersen og samfundsskildringer. Det er lidt med vilje, at jeg sætter dem i den rækkefølge, for det er nemlig i den rækkefølge, at de 76.000 danskere i spørgeundersøgelsen prioriterede personen og bedriften. Her er dem, som ekspertgruppen så har valgt fra listen. Jordens kerne og Inge Lehmann. Thule-ekspeditionen og Arnarulunnguaq. Eventyr og H. C. Andersen. Astronomi og Tycho Brahe. Valget skal nok udløse nogen debat. Min ene observation er, at det er helt besynderligt og nærmest reaktionært at vælge H. C. Andersen igen. Han har ligesom haft sin tur. Han var på forsiden af 10-kronesedlen på 1952-serien. Måske ekspertgruppen ønskede at vise lidt respekt for demokratiet, men man skal jo have boet på Månen for ikke at regne ud, at H.C. Andersen er den mest kendte af hele slænget. Så skrot da H.C. Andersen og tag Tove Ditlevsen i stedet. Jeg er mand, og jeg er fuldstændig ligeglad med, om alle motiverne er stærke og markante kvinder. Man kunne derfor for min skyld skrotte Tycho Brahe til fordel for Marie Krogh og behandlingen af diabetes. Jag savner lidt mod fra ekspertgruppen. Men det er måske ikke det vigtigste, når man tænker lidt over det. Det er, at slutresultatet af arbejdet ender med at leve helt og aldeles op til woke-testen med to mænd, hvor man ikke kan grave noget neokolonialisme eller andet skidt frem, og to kvinder, hvoraf den ene er fra en minoritet. Lidt Danmark, lidt Grønland, lidt himmel, lidt jord, lidt fortid, lidt nutid. Arnarulunnguaq, som nu bliver kendt, deltog i Knud Rasmussens femte Thule-ekspedition i 1921, kort efter at hendes mand, som også skulle have været med på ekspeditionen, døde af lungebetændelse. Det er faktisk godt set at få fortalt den fantastiske historie om den modige jæger Arnarulunnguaq gennem en pengeseddel. Når det er sagt, så har det ganske enkelt været en enorm, tung og meget dyr proces. Jeg ville gerne se, hvad hele det cirkus har kostet. Det er desværre alt, alt for tydeligt i udvælgelsen, at man gerne vil undgå at provokere nogen som helst i den følsomme tid, vi lever i. Netop derfor skulle man have grebet opgaven helt anderledes an fra start hos Nationalbanken. Jeg har ikke noget at udsætte på de enkelte medlemmer af ekspertgruppen, hvis eksterne medlemmer blandt andet har været Anne H. Steffensen fra Danske Rederier, direktøren for Nationalhistorisk Museum, Ulla Tofte, professor i geologi Minik Thorleif Rosing fra Københavns Universitet, den produktansvarlige for sedler og mønter i den svenske nationalbank, Mårten Gomer, og Mikkel Bogh, leder og professor fra Center for Practice-based Art Studies fra Københavns Universitet. De er gode og kvalificerede mennesker. Men jeg savner omvendt noget temmelig meget. Hvordan kan man sammensætte en ekspertgruppe uden en forholdsvis tung repræsentation fra den kunstneriske verden og med tung indsigt i gammel og moderne kunst, design og formgivning? Hvor er kunsthistorikeren Bente Scavenius, Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, Anne Louise Sommer fra Designmuseet eller manden bag gobelinerne på Christiansborg, Bjørn Nørgaard? Jeg ved jo godt, at svaret vil være, at ekspertgruppen kun skal vælge for- og bagside på sedlerne, men det er netop her, processen går galt. Eftersom sedlerne til sidst skal trykkes og udkomme, så er de ligesom i fortiden en slags kunstværker i vores lomme. Kunsten og grafikken skal tænkes ind fra start til slut. Og så kommer vi til den åndelige fattigdom. Tænk at bruge så meget tid på at se tilbage for at finde nogle afdøde mennesker, som på den ene side ikke må provokere nutiden, og som på anden side skal være bare en lille smule relevante. Jeg er måske alene om det, men jeg er fløjtende ligeglad med, hvad der er på pengesedlerne. Jeg synes, at det er langt vigtigere, at de er æstetisk smukke, som de faktisk ofte har været det, siden Nationalbanken sendte sin første seddel på gaden i 1818. Tænk, det er 206 år siden. Man bliver da lykkelig over at finde en 5-rigsbankdaler fra 1834 udført af arkitekten og kunsthåndværkeren G.F. Hetsch. Et af hans hovedværker er synagogen i Krystalgade, han har skabt den første nygotiske herregård på Langeland, og så var han svigersøn til den danske klassicismes gigant C.F. Hansen. Historien om en af de mest berømte sedler, som hører til 1910-, 1931 og 1936-serierne, har Kristeligt Dagblad fortalt. Den er, at seddelseriens skaber, Gerhard Heilmann, fik øje på karlen Ernst Boock, da han gik og pløjede. Han bad Ernst stå stille, mens hans tegnede ham og de to heste, Asta og Hertha. Gerhard Heilmann var maler, tegner, forfatter og ornitolog. Hvis man ser på sin hylde med gamle bøger om fugle, falder man måske over en af de fuglebøger, som Heilmann har illustreret. Ser man godt efter på pengesedlen, så kan man også nyde den fine ornamentik i tidens skønvirkestil. Min barndoms seddelserie var den såkaldte »Ib Andersen-serie« med gengivelser af den store danske portrætmaler Jens Juels værker. Det er lidt uretfærdigt at kalde det Ib Andersen-serien, for han arbejdede tæt sammen med arkitekten og tegneren Gunnar Biilmann Petersen. Man kan stadig købe Ib Andersens berømte plakat med ballongyngen fra Tivoli, ligesom han i sin tid blev en kendt illustrator for først Berlingske og siden Politiken. I sin karriere arbejde han både med Poul Henningsen og den store funktionalist Kaj Gottlob, hvis interiør i Børsen-bygningen overlevede branden i april. Gunnar Biilmann Petersen, som var professor på Kunstakademiet, var en af sin tids store formgivere, især inden for grafisk kunst, og man kan såmænd købe hans smukke grønne glaslampe, Model 343, fra 1962 hos Le Klint. Den åndelige fattigdom i Nationalbanken bliver totalt udstillet i deres beskrivelse af, hvad der nu skal ske. Her er ingen snak om kunst eller kunstnere eller såmænd bare en lille snak om at række ud til nogen af Danmarks fantastiske designere og formgivere. Sagen er, at sedler er dobbeltkunst. Først skal der en kunstner på og bagefter en gravør, som skal omsætte kunsten til et udtryk, som kan fungere på en pengeseddel. En gang var det Andersen og Biilmann. Med risiko for at kede læseren til døde gengiver jeg her, hvad Nationalbanken præcis formidler: »Nationalbanken vil i de kommende måneder arbejde på at illustrere bedrifter, personer og bagsidetemaet samt fastlægge sedlernes overordnede grafiske udtryk og æstetik, så det samlede koncept fremstår sammenhængende,« skriver Nationalbanken og fortsætter i samme gabende kedsommelige stil i erkendelse af, at det faktisk er svært i praksis at lave pengesedler. »I tæt samarbejde med interne eksperter i seddelproduktion vil konceptet blive videreudviklet og finpudset, inden det færdige koncept overleveres til et eksternt trykkeri. I samarbejde med det eksterne trykkeri vil konceptet blive færdigdesignet og klargjort til masseproduktion.« Vorherre bevares. Nogen må tage affære og stoppe Nationalbanken. Jeg gider ikke høre om, hvem der har gjort noget engang. Jeg vil kun høre om, hvilke fantastiske kunstnere og grafikere som skal skabe de smukkeste danske pengesedler nogensinde. Jeg har masser af forslag, og alle i det danske kunstnermiljø kan give en hånd med at finde flere. Det er ikke så svært. Hvad med at række ud til Thomas Kluge, John Kørner, Maja Lisa Engelhardt, Peter Brandes, Bo Linnemann, Rikke Raben, Michael Kvium, Ursula Reuter Christiansen, Bjørn Nørgaard, Christian Lemmerz, Astrid Kruse Jensen og Julie Nord? Bagefter skal vi finde de unikke kunstnere, som kan håndtere graveringen; dem kender jeg desværre ingen af, men de skal til for at skabe dobbeltkunst. Og se, den proces ville skabe begejstring – og måske en god kunstdebat. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/nu-skal-pengesedler-ogsaa-vaere-politisk-korrekte-nationalbanken-er-ramt
شارك على،